Virtuel Speeddating på
EUC Nordvest

11. marts 2021

Collage Nyhed

EUC Nordvests har stor succes med de årlige Speeddating-events målrettet lokale virksomheder og skolens Business-elever. Her får virksomhederne mulighed for at introducere sig selv for de praktikpladssøgende elever og få fortalt lidt om, hvordan det er at være elev i netop deres virksomhed, og samtidig får eleverne lejlighed til at præsentere sig selv, blive klogere på virksomhederne og måske endda få lagt billet ind på en praktikplads, hvis det viser sig, at der er et godt match.

- Der er ingen tvivl om, at vi ville have foretrukket at kunne holde arrangementet i fysisk form, men når det nu ikke er muligt, syntes vi, at det her er et godt alternativ. Vi har under nedlukningen set lidt færre elevopslag fra virksomhederne end normalt, og omvendt hører vi også fra de virksomheder, der søger elever, at de ikke har modtaget så mange ansøgninger, som de plejer. Det er som om, den lange nedlukning har lagt lidt en dyne over praktikpladsaktiviteterne, og det skal vi selvfølgelig have gjort noget ved. Derfor har det heller ikke været på tale at aflyse Speeddatingen – det handlede blot om at finde en anden form på det, fortæller lære- og praktikpladskoordinator Sigurd Skovborg fra EUC Nordvests Stifinder-team.

En god første-screening

’KPK Døre og Vinduer’ har flere gange tidligere deltaget i Speeddating på EUC Nordvest, og de har før haft held til at finde elever ad den vej – faktisk fandt virksomheden sin nuværende elev til sidste års Speeddating-arrangement.

- Det er en god måde at danne sig et førstehåndsindtryk af eleverne på. Når man læser ansøgninger igennem, fra elever der kun har skole og fritidsjob på cv’et, er det svært at danne sig et ordentligt indtryk af personen bag. Her er det rart, at man gennem Speeddatingen kan få sat ansigt på og få en snak med dem. Selvom vi kun har 10 min. med hver elev, giver det alligevel et ganske godt billede. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville forløbe i den virtuelle form, men det har fungeret fint, og jeg synes, at man får nok ud af det til at kunne vurdere, hvem der kunne være interessante at gå videre med. Jeg har udset mig fire elever, som jeg her efterfølgende vil invitere ind til en samtale – og selvom den virtuelle form fungerede fint, må jeg alligevel sige, at jeg glæder mig til at skulle møde dem fysisk til samtalen, lyder det fra HR-konsulent Diana Andersen fra KPK Døre og Vinduer.

Også handelselev Jesper Toftdal Thomsen fra EUX Business var godt tilfreds med dagens arrangement.

- Jeg har fået et godt indblik i de lokale virksomheder, og hvad de kan tilbyde mig som elev, så jeg synes, jeg har fået meget ud af det. For mig gjorde det ikke den store forskel, at vi skulle mødes virtuelt. Det er selvfølgelig altid bedst, hvis man kan mødes og tale sammen i virkeligheden, men når det nu ikke kunne lade sig gøre, var det her en god nødløsning. For dem, der måske er lidt generte og tilbageholdende, har det nok også været nemmere at starte ud på den her måde. Jeg synes, det er rart, at skolen gør så meget for at sikre, at vi kan komme ud at møde nogle virksomheder, fremfor at de bare overlader det til os selv, fastslår Jesper Toftdal Thomsen.